Levende donor

 

Levertransplantation med levende donor. 14 måneder gamle Cleo Nielsen var i april 2020 så kritisk syg af sin galdevejsatresi - medfødt mangel på galdeveje - at hun her og nu havde brug for en levertransplantation for at kunne overleve. I februar blev den lille pige f.eks. fløjet bevidstløs til hospitalet på grund af en slem diarré. Og så sent som i marts var hun ved at forbløde, fordi der gik hul på én af de åreknuder i spiserøret, der er en kendt følgesygdom ved galdevejsatresi-udløst skrumpelever. I mangel på en egnet hjernedød donor indvilligede Cleos mor - 27 årige Sabine Nielsen fra Falster - at donere et stykke af sin lever i et forsøg på at redde sit barn. Donationen var nummer to i det såkaldte living donor-program, som Rigshospitalet indledte tilbage i 90’erne men lukkede igen efter at tilsvarende programmer i andre lande havde medført dødsfald. Nu har Rigshospitalet introduceret programmet igen efter at have vurderet, at det med overlæge Nicolai Schultz har en kirurg med de rette tekniske og organisatoriske færdigheder til at kunne stå i spidsen for det. Den 10 timer lange transplantation forløb over al forventning og Cleo er for længst ud af livsfare. I løbet af få uger var hun blomstret så meget op, at hun for første gang i sit liv kunne sidde på gulvet og lege med sin storesøster. Fra at være dødsdømt har Cleo nu udsigt til et langt og godt liv. 

Journalist Sybille Hildebrandt, Dagens Medicin